Hvad er Raynaud

Raynauds fænomen

Raynauds fænomen er en tilstand, hvor kuldepåvirkning bevirker, at blodforsyning kortvarigt standser til fingre og/eller tæer, der bliver hvide og følelsesløse.

Hyppighed

Ifølge en dansk undersøgelse lider hver femte kvinde mellem 20 og 50 år, af denne form for kuldefølsomhed.

Symptomer – årsager

Når fingrene og tæerne udsættes for kulde trækker blodkarrene sig sammen for at mindske varmetabet. Fingrene/tæerne bliver hvide, herefter blå og følelsesløse, og anfaldet ledsages ofte af smerter.

Når temperaturen stiger bliver fingrene/tæerne røde og ofte meget smertende. Tilstanden kan optræde i mild form, hvor fingre/tæer kun påvirkes i kolde perioder. Men tilstanden kan også forekomme i en svær form, hvor anfald optræder ved selv svag kuldepåvirkning, for eksempel et gals kold vand. I de sværeste tilfælde kan der opstå smertende fingersår der kun heler langsomt.

 

Hvilken type Raynaud er der tale om?

Der findes to typer af Raynauds fænomen:

  • Primært Raynauds fænomen – skyldes ikke nogen sygdom.
  • Sekundært Raynauds fænomen, hvor Raynauds fænomen er led i anden sygdom.

 

Udelukkende Raynauds fænomen (Primært Raynauds fænomen)

I dette tilfælde er Raynauds fænomen det eneste symptom og optræder uden forklarlig årsag. Denne form for Raynauds fænomen skyldes karspasmer og er almindeligt forekommende. Symptomer opstår ofte i teenageårene eller hos yngre voksne. I størstedelen af tilfældene er symptomerne milde og få har så alvorlige symptomer at de søger læge.

 

Sekundært Raynauds fænomen

Sekundært Raynauds fænomen opstår oftest senere i livet (efter 30 års alderen) og anfaldene er ofte voldsomme og langvarige med cyanose (blålige misfarvning), samt forbundet med svære smerter og sår.

 

Sekundært Raynauds fænomen forekommer ved:

Bindevævssygdomme:

  • Systemisk skleroderm
  • Systemisk Lupus Erythematosus (SLE)
  • Mixed connective tissue disease (MCTD)
  • Ledegigt
  • Polyarteritis nodesa (karbetændelse).
  • Tilstande med forsnævring af pulsårer, fx åreforkalkning
  • Tilstande med øget viskositet af blodet
  • Hormonelle lidelser
  • Arbejde med vibrerende værktøjMedicin – fx $-blokkere
  • Kræft sygdomme
  • Tilstande med afklemning af nerve og/eller kar

Raynauds fænomen ved Systemisk sklerodermi

Næsten alle systemisk sklerodermi patienter har Raynauds fænomen – ofte i svær grad, der kan kompliceres med sår og vævssvind eller vævsdød. Ved sklerodermi skyldes Raynauds fænomen en kombination af spasmer og forsnævring af fingrenes/tæernes pulsårer. Sygdommen rammer desuden de mindste blodkar, dvs bl.a. kapillærerne (hårkarrene)som i varierende grad går til grunde.

 

Vibrationssyndromet

Personer, der i længere tid har arbejdet med vibrerende værktøj, kan udvikle Raynaud. Det formodes, at vibrationerne forplanter sig til og beskadiger de fine små blodkar og nerver i hænderne. I milde tilfælde forsvinder lidelsen ved ophør med arbejdet.

 

Åreforkalkning

Åreforkalkning kan være årsag til Raynaud. Blodkarrene er forsnævrede, og ved kuldepåvirkning kan en yderligere sammentrækning af de små blodkar aflukke helt for blodforsyningen til fingre/tæer.

 

Behandling

I lette tilfælde kan man klare sig uden medicin ved at klæde sig varmt på og beskytte hænder og fødder. Man skal være så varmt klædt på at kroppen bliver lidt for varm og derfor øge varmeafgivelsen ved at øge blodgennemstrømningen af bl.a. hænder og fødder. Det er vigtigt at huske på dette enkle behandlingsprincip selvom der bliver behov for anden behandling.

I sværere tilfælde kan det være nødvendigt, at tilføre varme vha fx varmelegemer eller elopvarmede handsker.

Symptomerne ved Raynauds fænomen kan mindskes ved medicinsk behandling.

Rygning: Ved svært Raynauds fænomen bør man afholde sig fra rygning, da det kan øge risikoen for sår.